Bidt af en gal aby

Mine katte – mad – sygdom – opdrættere – design

Arkiv for Rose

Rose og Lilli i deres nye hjem

Rose og Lilli har nu boet i deres nye hus i halvanden måned og er faldet rigtigt godt til.

De har fået rigtigt meget plads og tilbringer meget tid i en stor skøn havestue hvor de har fri udsigt til haven. De har set nogle store væmmelige katte som har kigget ind af havedøren og blev første gang meget forskrækkede. Heldigvis har de fået deres klatretræ med. Det står i det store spisekøkken med udsigt til både kontor og havestue og køkken så her kan de to piger ligge og holde øje med alt og alle.

Da jeg var på besøg sidste weekend fik Lilli sele på og kom ud på en lille tur i haven med sin nye mor. Rose blev siddende i den sikre havestue hvor hun holdt øje med Lilli.

Jeg er så glad for at pigerne har fået det perfekte hjem. Nu har de både en mor og en far. Det er vigtigt, fordi Lilli er meget dominerende og Rose er tilbageholdende. Nu har de et menneske hver. Faktisk har de allerede hver især knyttet sig til henholdsvis mor og far.

Lilli er mors pige og Rose har fundet sin faste plads under fars dyne om natten.

 

Lilli + mor i haven

Rose holder øje med Lilli i haven

Rose og Lillis nye mor er en rigtig god ven. Hun har derfor hørt om alt hvad vi har været igennem. Hun har fortalt mig, at hun ikke selv havde orket alt det besvær jeg har haft med sygdom og adskillige dyrlægebesøg og behandlinger fordi opdrætteren Teresa Guldager med stamnavnet Dushara solgte en syg kat (Lilli) til mig.

Jeg vil endnu engang advare mod at købe kat hos Teresa Guldager. Det kan blive en ganske dyr og besværlig affære. Jeg er blevet kontaktet af adskillige personer som har oplevet det samme. Stig Feldballe fra Skovlunde Dyreklinik fortalte mig, at han havde tilset flere syge katte fra Teresa Guldager opdræt Dushara, så han var ikke overrasket da Lilli både havde giardia og tritrichomonas foetus. Så tænk dig om før du køber kat!

Hvis du vil have ærlig information om sygdom hos katte, skal du ALDRIG spørge en opdrætter. De holder hånden over hinanden og vil aldrig fortælle dig sandheden. Faktisk er der mange opdrættere der propper deres dyr med diverse piller som de køber i udlandet for at få de stakkels dyr til fx at slappe af på udstillinger. Det har jeg lært på den hårde måde via forumet kattegale.dk hvor Teresa Guldager nu mænger sig med de andre opdrættere som har budt hende velkommen med åbne arme.

På kattegale findes der et hemmeligt/lukket underforum hvor disse opdrættere og andre med overdreven interesse for katte diskuterer sådanne emner. Emner som de helst ikke vil have, at udenforstående får indblik i.

Sjovt nok har en meget stor del af kattegales brugere psykiske problemer. Tonen på dette forum er ofte grov, irettesættende, belærende, bedrevidende og faktisk lidt småhysterisk. Der sidder en flok katteopdrættere derinde som sætter dagsordenen og hvis man ikke er enig med dem er der kontant afregning. Det er voksenmobning når det er værst. Det er hvad man kan forvente fra et sted der tiltrækker mennesker uden overskud.

Reklamer

Rose og Lillis stamtavler

Selvom jeg ikke interesserer mig for udstillinger synes jeg det er sjovt at se hvem Rose og Lilli er i familie med. Når man køber en racekat følger en stamtavle som regel med (jeg har dog købt Lillis direkte hos CFA).

Da jeg så Lillis stamtavle kunne jeg se, at hendes oldefar er fra samme opdrætter som min afdøde mis Oscar. Lillis Oldefar hedder Sundisk Almost Famous. Det er godt nok en lille verden. Måske er det derfor, at Lilli på mange måder minder om Oscar.

Lillis stamtavle

Rose er ikke i familie med nogen jeg kender, men jeg har kigget på opdrætternes hjemmesider fx Saltvig og Søglimt.

Roses stamtavle

2 som elsker hinanden

Søndagshygge i sengen med misserne

Jeg fik lov til at sove længe i dag. Det får jeg kun lov til når jeg lukker døren til soveværelset om aftenen, med misserne på modsatte side.

Da jeg stod op, startede jeg med at tage en portion hjemmelavet kattemad ud af køleskabet. Kom det op i en fryse pose og derefter i vandbad for at blive lunet. Imens pigernes mad blev varmet lavede jeg morgenmad til mig selv.

Jeg hyggede mig med morgenmad i sengen og drak kaffe ud af min nye Blå Mega Mussel kop. Bagefter var det tid til leg. Jeg satte mig godt til rette i sengen fandt en fiskestang med snor og fjer for enden frem og så kunne jeg blive i sengen lidt endnu og samtidig underholde mine to frække tøser.

Rose og Lilli er vilde med at lege fangeleg. Selvom de er 2 og derved kan underholde hinanden har de alligevel brug for at blive stimuleret af deres menneskemor. Efter legen hentede jeg en lille godbid som jeg gav dem på skift.

Nu er sengetøjet pillet af og røget i vaskemaskinen og jeg har en glad og dejlig fornemmelse i kroppen pga den dejlige start på dagen. Jeg føler mig priviligeret over at være så heldig at have de to dejligste missepiger i verden boende hos mig 🙂

Piger i solen

Jeg kan ikke stå for mine to frække tøser når de ligger og slikker solskin på spisebordet. Jeg har lagt et tæppe på bordet så de ligger bedre. Hvem der bare var en kat i solen 😉

Rose er 6 måneder i dag

Min lille, frække og smukke tiger pige er 6 måneder i dag.

Da jeg fik hende troede jeg ikke det ville gå fordi hun var så angst og bange, men med lidt tålmodighed og kliktræning gik det alligevel.

Så skulle hun steriliseres, det gik ikke så godt. De inderste sting sprang op og hun rendte rundt med en lille bordtennisbold stikkende ud af maven hele julen.

Vi kørte med taxa til Charlottenlund dyrehospital i julen fordi egen dyrlæge var lukket og fik besked på at kontakte egen dyrlæge mandag så operationen kunne laves om. Rose blev igen opereret den sidste mandag i år, men lørdag gik der betændelse i såret. Jeg kontaktede Mobil Dyrlæge på Frederiksberg som kom på hjemmebesøg og Rose fik penicillin og salve til såret.

For en sikkerheds skyld tog jeg Rose med til den dyrlæge der havde opereret hende. Da jeg efterhånden har ruineret mig selv i taxa regninger tog vi metro og S-tog. Rose brokkede sig højlydt over at være i transportkassen så jeg tog hende op og lagde hende ind  under min fleece  trøje med et ekstra fleece tæppe udenom og sådan kom vi frem og tilbage. Det gik meget bedre. Rose er en bestemt ung dame, hun har det bedst når hun kan følge med i alt hvad der sker og så gør det heller ikke noget når man får en masse opmærksomhed fra alle dem der synes man er vildt nuttet.

Nu er Roses mave helet, men man kan se at der har været komplikationer. Rose er faldet godt til på Frederiksberg. Hun lærte hurtigt hvordan man får sit menneske til at lystre. Nu savner hun bare én at lege med.

Vi håber Lilli snart får det bedre så hun kan hamle op med mors vilde Rose.

Ingen Roser uden torne

Søndag den 29 november fik jeg en 20 uger gammel abyssinier killing. Det blev en lille vildtfarvet pige. Hun har boet hos mig i en uge nu og indtil for et par dage siden var jeg ikke sikker på, at hun skulle blive boende hos mig.

Jeg havde fået mig en adfærdsvanskelig killing. Hun havde meget svært ved at falde til og var skræmt fra vid og sans. Hun blev skræmt af lyde, ting og af mig. Jeg anede ikke hvad jeg skulle gøre og talte derfor med en dyreadfærds terapeut.

Han anbefalede mig at træne tillid med katten. Det gjorde jeg så og allerede efter 24 timer var der resultater. Jeg træner hende derfor dagligt (klik træning). Det er en underholdende måde at aktivere katten på og samtidig giver det forhåbentlig brugbare resultater. Hun kan allerede komme når jeg kalder.

I starten troede jeg som sagt, at hun havde fået en neurose af at blive flyttet hjem til mig. Da jeg observerede hende hos opdrætteren var hun aktiv, legesyg, opsøgende og ikke spor bange. Fra det øjeblik hun kom ned i transporttasken var freden forbi. Hun hylede hele vejen hjem og i flere dage efter.

Da jeg begyndte at træne med hende, og på den måde blev mere knyttet til hende, kom jeg pludselig på hvad hun skulle hedde.

Hun skulle hedde Rose, en forkortelse af Neurose. Jeg har haft meget sjov ud af hendes navn. Jeg har nemlig stadig rifter over alt fra de første dage inden jeg klippede hendes klør. Men som man siger, “Ingen roser uden torne” og det passer helt perfekt på min lille Rose. Smuk og farlig på samme tid.